DM i husholdningNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten28/04-2005 Dansk Supermarked Gruppen, der bl.a. tæller Bilka, Føtex, Netto, A-Z og Tøj & Sko, vil om kort tid åbne butik nr. 1000. Det fejrer Bilka ved at sætte fokus på dem, der har en meget stor del af æren for kædens succes, nemlig kunderne. ”Selvom vi danskere er blevet bedre til at dele udearbejdet og det på hjemmefronten mellem os, så er der som regel alligevel én i hver husstand, der sørger for, at der er havregryn i skabet, rent tøj i skuffen, og at regningerne bliver betalt”, forklarer idemanden bag DM i husholdning, informationschef i Dansk Supermarked Gruppen, Poul Guldborg. ”Generelt høster disse ”blæksprutter” og husholdningseksperter m/k alt for lidt anerkendelse for det, de går og gør”. - Førhen var betegnelsen husmoder en titel man bar med stolthed. I dag betragter mange udtrykket som lidt umoderne, hvilket, ifølge Poul Guldborg, understreges af, at f.eks. De Danske Husmoderforeninger har taget navneforandring til Aktive Kvinder. ”Og det er lidt synd, for i virkeligheden kræver jobbet som moderne husmoder m/k en række gode lederegenskaber”, forklarer Poul Guldborg. ”Man skal være en hamrende dygtig indkøber, man skal have god indsigt i logistik, når alle den moderne families arbejds- og fritidsaktiviteter skal gå op i en højere enhed, man skal kunne holde styr på budgettet, kunne motivere og skabe tryghed for de øvrige familiemedlemmer, kunne indgå kontrakter med, og holde snor i, eksterne leverandører som f.eks. håndværkere, og så skal man også kunne lave sund og spændende mad, som alle rundt om bordet kan lide.” ”Rundt om i landet er der mange både mandlige og kvindelige husholdningseksperter, som klarer disse opgaver til topkarakter, mange af dem er Bilkas kernekunder, og det er nogle af disse, vi håber på at kunne give lidt anerkendelse og måske et tilskud til husholdningsbudgettet”, fortæller Poul Guldborg. Hvert Bilka og A-Z varehus vil udvælge tre ansøgere, der skal dyste i tre spændende husholdningsdiscipliner i varehuset tirsdag d. 3. maj kl. 11-13. Vinderen får et gavekort til Bilka på 1000 kr. og går videre til landsfinalen i Bilka OneStop i Fields på Amager onsdag d. 11. maj kl. 12-14, hvor de 17 lokale vindere dyster om titlen og de tre hovedpræmier, gavekort på 30.000 kr., 10.000 kr. og 5.000 kr. Dommerne i finalen er to af landets største eksperter på området, nemlig ernærings- og husholdningsøkonom og tidligere medarbejder i Forbrugerstyrelsen Inge Norus og den tidligere mangeårige formand i Forbrugerrådet Kirsten Nielsen. Vil man i betragtning til konkurrencen, skal man hente et tilmeldingsskema enten i det lokale Bilka eller A-Z varehus eller på http://www.bilka.dk. Skemaet afleveres senest lørdag d. 30. april kl. 17.00 i varehusets kundeserviceafdeling. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |