Ringsted-aftalen taget af bordetNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten13/12-2004 Efter godt ni timers uafbrudte forhandlinger i Dansk Industri, blev de lokale parter hos Tulip i Ringsted lige før midnat lørdag til søndag enige om en ny lokalaftale. Aftalen træder i kraft 3. januar og afløser den, som de godt 250 slagteriarbejdere indgik med Tulip for en uge siden. Faglig næstformand i NNF, Jens Peter Bostrup, konstaterede efter forhandlingerne, at den efter NNFs opfattelse overenskomststridige oprindelige lokalaftale nu var taget af bordet. - De lokale parter i Ringsted har nu indgået en ny lokalaftale som en forsøgsordning, som også indebærer en ny aflønningsform, siger han. Ifølge Jens Peter Bostrup indebærer aftalen, at lønsatserne til de højestlønnede sænkes, mens der er stigninger til de lavest lønnede. Overordnet set er der dog tale om lønnedgang til de fleste. Selvom lønnedgangen ikke er så stor som i den oprindelige aftale, er han ikke ubetinget begejstret for aftalen. - Ikke destomindre er den ny lokalaftale udtryk for repekt for de i overenskomsten fastsatte betalingssatser, understreger Jens Peter Bostrup. Som konsekvens af, at den gamle lokalaftale er taget af bordet, og den ny aftale er indgået indenfor overenskomstens rammer, har NNF nu hævet den anlagte voldgift. Jens Peter Bostrup påpeger, at den ny lokalaftale i Ringsted er et anliggende mellem NNFerne og ledelsen på Tulip i Ringsted. - Med indgåelsen af den ny aftale har medarbejderne på Tulip i første omgang undgået en lukning af deres arbejdsplads, siger han. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |