Spids Pennen er et gratis tilbud til tusindvis af voksneNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten27/10-2004 Hotlinien 70 15 55 05 er for 50.000 voksne i Storstrøms Amt, der vil blive bedre til at læse, skrive eller regne Spids Pennen er en landsdækkende kampagne, som i de næste par uger gør opmærksom på de gratis tilbud til voksne, der har brug for at blive bedre til at læse, skrive og regne. Kampagnen henvender sig til omkring 50.000 voksne i Storstrøms Amt og en million andre voksne danskere i resten af landet. - Både virksomheder og de ansatte har stor gavn af, at endnu flere bliver endnu bedre til at læse, skrive og regne. Det giver nemlig en større arbejdsglæde og en større fleksibilitet på arbejdspladserne, der i dag konstant skal være klar til at tage nye udfordringer op, siger Willi Becke, formand for Arbejdsmarkedsrådet i Storstrøms Amt og formand for Dansk Byggeri i Storstrøm Amt. På hotlinien 70 15 55 05 kan man døgnet rundt ringe for at tilmelde sig kurser og få mere at vide om Forberedende Voksen Undervisning (FVU) En god kontakt helt ud på den enkelte arbejdsplads Det er amterne, der har det overordnede ansvar for FVU, der tilrettelægges i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og Arbejdsformidlingen (AF). - Det er positivt, at den store kampagne bakkes så flot op af regionens organisationer og netværk på virksomheder og uddannelsessteder. Det er nemlig både vigtigt med information og med det opsøgende arbejde, hvor vi får kontakt med voksne ude på de enkelte arbejdspladser, siger Annette Nisbeth, der er formand for Uddannelsesudvalget i Storstrøms Amt. I Spids Pennen-ugerne er der både lokale radio- og tv-reklamer, postkort, pjecer, plakater, en hjemmeside (www.kursus.nu )og en dokumentarudsendelse i Danmarks Radio om voksne, der har deltaget i FVU. Voksne kan gratis få undervisning på både deres arbejdsplads og på voksenuddannelsescentre (VUC) samt hos en række aftenskoler og andre, der tilbyder dansk og regning som Forberedende Voksen Undervisning (FVU). Regeringen satser på flere kurser på virksomheder Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen og amterne gået sammen om den landsdækkende kampagne "Spids pennen", der løber fra den 25. oktober til den 7. november 2004. Arbejdsmarkedsrådet i Storstrøms Amt er også gået aktivt ind den regionale kampagne. Undervisningsminister Ulla Tørnæs håber med kampagnen at nå bredt ud til både faglærte og ufaglærte. Hun oplyser, at Regeringen vil gøre det muligt at gennemføre virksomhedsrettet FVU-undervisning med færre holddeltagere end tidligere. - Desuden vil der som et forsøg blive etableret læse- og regneværksteder på blandt andet AMU-centre og erhvervsskoler. Det vil give voksne mulighed for at modtage FVU sideløbende med andet uddannelse, siger ministeren. Fakta om FVU: Forberedende Voksen Undervisning er korte, målrettede kurser i læsning eller matematik. FVU foregår på uddannelsesinstitutioner eller på virksomheder og kan planlægges med store fleksibilitet. FVU udbydes på 4 (læsning) eller 2 trin (matematik). Målgruppen for FVU er voksne, der har brug for bedre færdigheder i at læse og regne for at leve op til fremtidens krav. Omkring 1 million danskere med tilknytning til arbejdsmarkedet tilhører ifølge en OECD-undersøgelse fra 2000 denne gruppe. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |